Sengetøj i bomuld
Soveværelset er vores base, hvor vi lader op til dagen efter. Sover du godt, vil du vågne op som den bedste version af dig selv og med mere overskud. Hjælp din søvn godt på vej med lækkert sengetøj.
Med farver og designs skaber du dit eget personlige soveunivers, hvor der er plads til ro og velvære. Sengetøjet skal ikke blot se godt ud, men skal også være behageligt, sundt og dejligt at sove i.
Vævetyper og kvaliteter
Bomuld er et naturmateriale med mange anvendelsesmuligheder og er særligt populært til sengetøj. Materialet er kendt for sin bløde og behagelige overflade. Bomuld kan væves på forskellige måder, hvilket giver tekstilerne forskellige strukturer, udtryk og egenskaber.
I en vævning fletter man tråde sammen som ligger vinkelret på hinanden. De tråde som går langs stoffet danner kæden, mens de tværgående tråde danner skuddet. Der er tre grundbindinger – lærredsbinding, køperbinding og satinbinding. Thread Count eller trådtæthed fortæller hvor mange tråde pr. tomme der er i stoffet. Jo højere trådtallet er, des flere tråde er der vævet ind i tekstilet og dette giver som udgangspunkt en finere kvalitet. TC kan dog ikke alene fortælle om kvaliteten, da garnets kvalitet, fibrenes tykkelse og vævetypen også er en indikator.
Til sengetøj bruges primært satinbinding og lærredsbinding, og herunder vil vi beskrive nogle af de mest kendte vævetyper til sengetøj, som vi også anvender i Night & Day og Nordisk Tekstil:
RENFORCÈ
Renforcé er en lærredsbinding, som giver stoffet en jævn og mat overflade. Lærredsbinding er den mest enkle af de tre bindinger. Her væves skudgarnerne over ét kædegarn og derefter under et kædegarn med det resultat, at ret og vrang bliver ens at se på. Denne binding er også den mest faste, da der altid er en binding pr. garn hele tiden, som giver et sengesæt med god slidstyrke.
SATIN
En satinvævning giver et særdeles blødt, fint og glansfuldt tekstil. En satinbinding er mere smidig og blød end en lærredsbinding, da satin har færre bindingspunkter som f.eks 4/1 – dvs kædetåden går over fire og under en skudtråd. En satinvævning giver derfor et blødere sengesæt med en glat og glansfuld overflade. Denne vævning er den meste brugte i sengesæt fra Night & Day og Nordisk Tekstil. Det giver sengetøjet et elegant udtryk og en blød fornemmelse.
JACQUARD
Jacquardvævningen benyttes, når man i selve vævningen ønsker detaljerede mønstre. Sengetøj i jacquard er betegnet som meget fint, luksuriøst og elegant.
PERCALE
Percale er en tæt lærredsvævning, der giver bomuldsstoffet en glat, mat overflade og en let, sprød fornemmelse. Vævningen er kendetegnet ved sit enkle udtryk.
Økologisk bomuld
Når bomulden dyrkes økologisk, så er der større fokus på sundheden og miljøet end ved konventionel bomuld. Der bruges bl.a. mindre vand og ingen skadelige sprøjtegifte, hvilket er godt for både miljøet og arbejdernes helbred.
Når det gælder økologisk bomuld, så er GOTS den mest udbredte mærkning – Global Organic Cotton Standard. Det er en international standard for økologisk produceret bomuld. Med en GOTS certificering er der strenge krav, der skal opfyldes og du er garanteret en forsvarlig produktion fra høst af råvarer til forarbejdning af det færdige produkt.
Certificeringer og materialer
Hos ARCTIC anvender vi forskellige certificeringer og mærkningsordninger, der dokumenterer udvalgte egenskaber ved vores sengesæt.
OEKO-TEX® STANDARD 100 er en certificeringsordning for tekstiler, der er testet for en række skadelige stoffer. Certificeringen omfatter alle produktets komponenter, som skal overholde de fastsatte grænseværdier.
MADE IN GREEN by OEKO-TEX® stiller desuden krav til miljømæssige og sociale forhold på de omfattede produktionssteder og giver mulighed for at spore produktet via et unikt mærke-ID.
I vores sortiment finder du også GOTS-certificerede sengesæt. GOTS stiller krav til økologiske fibre samt miljømæssige og sociale forhold i tekstilproduktionen.
Du kan se de relevante certificeringer under det enkelte produkt.
Skandinavisk design
Vores sengetøjskollektion forener de nordiske traditioner med et moderne og kunstnerisk udtryk, med udgangspunkt i det simple, minimalistiske skandinaviske look. Det nordisk inspirerede look lægger også vægt på jordnære farver med skønne detaljer, der gør indretningen i soveværelset indbydende og hyggelig.