Forside 9 SOV GODT 9 Dyneguide

En dyneguide

En god dyne er vigtig for din nattesøvn og dit velvære. Så hvad er en god dyne?

Skal fyldet være naturfyld eller kunstfibre? Skal den være let eller tung? Hvad isolerer bedst? Kan alle dyner vaskes? Andre faktorer som din kropstemperatur og temperaturen i dit soveværelse spiller også en stor rolle. Valget af den rigtige dyne er derfor meget individuelt. Herunder guider vi dig til de forskellige typer, så du kan vælge netop den dyne, der passer til dig og dine behov.

Natur eller fiber?

Dyner fås med naturfyld og fiberfyld. Naturfyld dækker både over dun og fjer, men også uld, silke, bomuld, kapok mv. Naturfyld er især kendetegnet for sine gode isolerende og temperaturregulerende egenskaber. En god fiberdyner kan være ligeså varm som en dundyne, så det kommer ned til personlige præferencer og sovevaner.

Dundyner – naturlig isolator

Isolerende  |  Åndbar  |  Fugttransporterende  |  Temperaturregulerende

BÅDE VARME OG LETHED
Dundyner består af dun og fjer fra ænder, moskusænder, gæs eller edderfugle. Fuglene har en fremragende evne til at holde varmen når det er koldt og have det behageligt når det er varmt. Dun har en god isoleringsevne takket være dens struktur. Mellem dunets tusinde fimrehår, danner der sig små luftlommer. Det er denne stillestående luft, der er hemmeligheden bag isoleringsevnen. Dundyner med højt indhold af dun holder derfor godt på varmen. Derudover føles de lette, bløde og lægger sig behageligt rundt om kroppen. Naturfyld har også den egenskab, at den tillader huden at ånde igennem dynen. Naturfyld kan optage den sved og overskudsvarme, som afsondres fra kroppen under nattesøvnen, så temperaturen under dynen føles
behagelig natten igennem. En dundyne skal helst dampe af inden sengen redes og den må gerne rystes og luftes jævnligt.

BÆREEVNE = DYNENS ISOLERINGSEVNE
Bæreevne er et udtryk for kvaliteten af dunene og indikerer, hvor meget luft der er i fyldet. Jo flere og finere dun, desto mere luft er der i dynen. En høj bæreevne dækker derfor over en god isoleringsevne. Bæreevne bruges kun på naturfyldsdyner med dun og fjer. Tidligere målte man på en cm-skala op til 16, hvor 16 er det bedste. Nu måles isoleringsevnen efter en CUIN skala som går op til 1100.

GÅSEDUN, MOSKUSDUN ELLER ANDEDUN?
Gåsedun er større og mere luftige end de fleste andre dun, hvilket giver dynen en fantastisk isoleringsevne og en høj bæreevne. Moskusdun er meget fine og bløde. En dyne med moskusdun har en god isolerings- og fugtabsorberingsevne, disse egenskaber kommer fra den måde, dunfibrene griber fat i hinanden. Andedun har lavere isoleringsevne end gåsedun og moskusdun. En andedunsdyne er et rigtig godt valg, hvis du vil have en god og varm dundyne til en fornuftig pris.

Andedunsdyne GRIFFIN

90% andedun | Bomuldscambric Super Soft
Bæreevne >10

Moskusdyne ICELAND

90% moskusdun | Bomuldscambric Super Soft
Bæreevne >11

Gåsedunsdyne PEGASUS

95% gåsedun | Bomuldsbatist
Bæreevne >12

Silkedyner – en luksuriøs soveoplevelse

Isolerende  |  Åndbar  |  Temperaturregulerende  |  Fugttransporterende  |  Allergivenlig  |  Antibakteriel

BLØD OG LUKSURIØS
Dyner lavet af silke giver en luksuriøs følelse. Silke er et 100% naturprodukt, som er allergivenligt, temperaturregulerende og åndbart. Silke fås i forskellige kvaliteter, men til dynefyld bruges der primært Mulberry silke, også kaldet morbærsilke, som er den bedste og fineste silkekvalitet. Fibrene er lange, glansfulde og slidstærke. Silke er et naturlig protein fiber, hvis tråde bliver udvundet fra kokoner, som sommerfuglelarver spinder omkring sig. Sommerfuglelarverne lever af bladene fra morbærtræer, derfor navnet til denne silke.

VARMT NÅR DET ER KOLDT, KØLENDE NÅR DET ER VARMT
Fremstillingen af silkedyner er ret anderledes end traditionelle dyner, da der bliver lagt lange lag af silkefibre ovenpå hinanden. Processen fortsætter indtil man når den ønskede vægt. Silkelagene danner et specielt mønster, som er nøglen til den temperaturregulerende funktion, som silke er kendt for. Det resulterer i en behagelig søvn, fordi kropstemperaturen holdes mere konstant natten igennem. Udover at silken regulerer temperaturen, har den også evnen til at absorbere fugt og transportere varmen, så du kan sove tørt og behageligt.

En silkedyne er tyndere end dyner med dun og fjer, men du kan med fordel sove med en silkedyne både sommer og vinter. De temperaturregulerende egenskaber har også den fordel, at silke holder på varmen når det er koldt, og virker afkølende når det er varmt. Alt sammen medvirkende til en komfortabel nattesøvn. Silke er ligeledes naturligt antibakteriel da husstøvmider og skimmelsvamp ikke trives i silke.

Silkedyne NORMA

100% langfibret Mulberry silke | Satinvævet bomuldsvår

Ulddyner – fantastisk for et sundt sovemiljø

Isolerende  |  Åndbar  |  Fugtregulerende  |  Temperaturregulerende

NATURLIG BESKYTTELSE I KOLDT OG VARMT VEJR
Uld er en naturlig tekstilfiber og har mange gode egenskaber, der gør den velegnet som dynefyld hele året rundt. Uld kommer fra pelsen fra primært får og geder. Her skal pelsen give dyrene den bedste isolering og beskyttelse både i koldt og varmt vejr. Når vi sover med en ulddyne får vi glæde af denne evne fra ulden til at varme og beskytte. Uld har en helt unik evne til at regulere kropstemperaturen og absorbere fugt. Det betyder, at ulden hjælper med at holde varmen om vinteren, men om sommeren sørger den for at du ikke får det for varmt. De fantastiske egenskaber skal findes i uldfibrenes struktur. De krøllede
fibre har små luftlommer og kan indeholde en stor mængde luft, der danner et isolerende lag.

EN HELT SPECIEL EVNE TIL AT REGULERE KROPSTEMPERATUREN
Når din kropstemperatur stiger om natten, så holder uldfibrene på den varme, som kroppen producerer, men beskytter samtidig mod overophedning, idet den transporterer overskudvarme og fugt væk fra kroppen. Temperaturen under dynen vil altid føles behagelig, både på kolde vinteraftener og lune sommeraftener. Uld kan optage en tredjedel af sin vægt i vand og fugt uden at føles våd. Derfor er ulden, selv i våd tilstand, i stand til at isolere og holde dig varm. Uld er den bedste fiber til at transportere fugt – hvilket også er årsag til at uld anvendes til sportsundertøj. Sveder man meget når man sover, kan
en ulddyne derfor være et godt valg, da fugten og overskudsvarmen ledes væk fra kroppen, hvilket resulterer i en tør dyne gennem hele natten.

Ulddyne LAPLAND

100% ny uld | Bomuldscambric Soft

Kapokdyner – unik fra naturens side

Isolerende  |  Åndbar  |  Temperaturregulerende  |  Allergivenlig  |  Antibakteriel  |  Vegansk

EN SILKEBLØD OVERFLADE
Fra naturens side har kapok fantastiske fordele, der giver en rigtig god og komfortabel nattesøvn. Kapok føles silkeblødt, hvorfor det også kaldes for silkebomuld. På grund af dens unikke fiberstruktur har kapok fremragende varmeregulerende, fugtafvisende og antibakterielle egenskaber.
Kapok er naturfibre af frøhår fra vilde kapoktræer, som vokser i de tropiske regnskove. Kapoktræet producerer flere hundrede frøkapsler og det er i disse kapsler at kapokfibrene findes. Træerne fældes ikke ved høstning af kapslerne, og derfor kan fibrene høstes år efter år. Der bruges ingen fibre fra dyr ved fremstilling af produkter med kapok. Derfor er disse også 100% veganske.

FANTASTISK EVNE TIL AT ISOLERE
Kapok er hule fibre, som består af 80% luft, og dermed også verdens letteste naturfibre. Det er det høje indhold af luft i fiberkernen, der gør kapok utrolig isolerende samt temperaturregulerende og åndbar. Kapokfibre har et tyndt lag voks om sine små hulrum, som gør fibrene vandafvisende.

Kapok kan især anbefales til allergikere, da det indeholder et naturligt bitterstof, der gør at kapokfiberen er resistent overfor husstøvmider, skimmelsvamp og skadedyr. Derfor er det et godt valg til bl.a. camping, sommerhuse osv. Et produkt med kapok er antibakteriel og allergivenlig, og bidrager til et sundt sovemiljø.

Kapokdyne KIRUNA

100% Kapok | Bomuldscambric Soft

Fiberdyner – et godt alternativ til naturdyner

Isolerende  |  Allergivenlig  |  Nem vedligeholdelse

EFTERLIGNER DUNENS BLØDE FORNEMMELSE
En fiberdyne er et godt alternativ til dyner med naturfyld. De er varmeisolerende, allergivenlige og prisdygtige. Fiberdyner efterligner dun og fjers egenskaber, herunder evnen til at isolere. De er ikke helt så åndbare som dyner med naturfyld, og vil derfor som regel føles mere varme.
Fiberfyld fås i forskellige typer, hvor de mest almindelige til dyner er mikrofiber og hulfiber. Begge er lavet af syntetiske polyesterfibre og forskellen ligger i fiberstrukturen. Mikrofiber består af meget fine fibre, som er vævet tæt sammen, og de både ligner og føles som dundyner. Hulfibre er hule indeni og disse små huller indeholder luft. Spiralformede fibre indeholder mere luft end almindelige fibre. Kombineret med en silikonebehandling, der gør fibrene bløde og smidige, får du en let, luftig og varm dyne.

Fiberdyner er gode til folk med allergi, som feks. ikke kan tåle dun eller fjer i dundyner. Det er et hygiejnisk materiale, der ikke kan optage fugt, så det giver ikke grobund for husstøvsmider og bakterier. Fiberdyner er utrolig lette at vedligeholde, fordi de kan vaskes og tørretumbles mange gange uden at miste form og uden at ødelægge fibrene. Disse dyner er også gode at have i feks. sommerhuse eller campingvogne, da kunstfibrene er mere robuste og ikke suger fugt.

Fiberdyne LYRA

100% mikrofiberdun | Bomuldscambric Super Soft

Fiberdyne NIGHT

100% mikrofiberdun | Bomuldscambric Super Soft

Tyngdedyner – roligere søvn

TIL DIG DER HAR SVÆRT VED AT FALDE TIL RO
En tyngdedyne eller en vægtdyne er fyldt med små glasperler, som giver dynen en masse vægt. Den ekstra vægt giver dig en fantastisk fornemmelse af at blive krammet, som skaber en beroligende og tryghedsskabende effekt. Sådan en dyne anbefales til dig, der eksempelvis kan have det svært ved at falde i søvn eller finde ro i kroppen.

Vægten af dynen gør, at den tilpasser sig din krop i et jævnt tryk og bidrager til produktionen af melatonin. Melatonin er et naturligt hormon som kan hjælpe dig med at falde hurtigere i søvn. Det kaldes også for “Søvnhormonet”. Trykket fra dynen reducerer også kortisol, menneskets krops vigtigste stress hormon. Dynen er en medicinfri måde at hjælpe dig mod søvnløshed og mildner stress og angst.

Tyngdedynen bør veje omkring 7-12% af din krops vægt.

Tygndedyne ARCTIC

Glasperler | Bomuldspercale Soft

DYNEVÅR
Vår eller bolster er det stof, som en dyne er betrukket med. Et godt dynevår er med til at højne din sovekomfort. Vår fås i forskellige kvaliteter og vævninger, både i naturfibre og kunstfibre. Et vår skal være tætvævet for at forhindre at fyldet kan komme ud, men også forhindre husstøvmider i at trænge ind i dynen. Bomuld er et rigtigt godt materiale til vår, da det er naturfiber, som er åndbart og slidstærkt. Typisk anvendes betegnelsen finkæmmet bomuld, som kan dække over forskellige vævninger såsom cambric, batist, satin mv. Jo tættere trådene er, jo mere blødt, glansfuldt og smidigt er våret.

DYNEKONSTRUKTION
De fleste dyner er konstrueret med kassetter for at dunene holdes jævnt fordelt i hele dynen. En almindelig helårsdyne eller vinterdyne er typisk syet med vægge mellem kvadraterne, så der ikke opstår kuldebroer. Hermed kan luften bevæge sig gennem hele dynen og holde en jævn fordeling af varmen. En sommerdyne er derimod gennemstukket, dvs. syet uden kanalvægge fordi en sommerdyne ikke skal være for varm. Hos Night & Day finder du også en dyne efter Sinus princippet, hvor 3 kurver går over hinanden og giver en helt unik isoleringsevne.

GODE RÅD TIL VEDLIGEHOLDELSE
En god dyne er en forudsætning for en god nattesøvn og et sundt sovemiljø. Hvornår en dyne skal udskiftes, hvor ofte den skal vaskes eller luftes, afhænger af dig og dine sovevaner. Der kan være stor forskel på, hvordan de forskellige dyner skal vedligeholdes, så følg altid anvisningen på vaskemærket på dynen. Sådan bevarer du bedst de gode egenskaber og sikrer en lang holdbarhed af din dyne.

SOV GODT MED EN ANSVARLIG PRODUCERET DYNE
Hos ARCTIC & Nordisk Tekstil A/S arbejder vi kun med leverandører, der lever op til internationale standarder. Dette gør vi bl. a. gennem BSCI, som er et fælles regelsæt/Code of Conduct, der skal sikre, at produkterne er fremstillet under ordentlige arbejdsforhold og i overensstemmelse med sociale og miljømæssige standarder. Vores produkter med dun og fjer opfylder kravene til Downpass certificeringen, der sikrer dyrevelfærd og sporbarhed. Dunene
er fremskaffet på etisk forsvarlig vis og kommer udelukkende i forbindelse med slagtning og ikke fra plukning fra levende fugle. Alle vores dyner er også certificeret efter Oeko Tex Standard 100. Det er verdens førende mærkning indenfor tekstiler, der stiller en række sundhedskrav til produktionen. Certifikatet er derfor din garanti for at tekstilerne er fri for skadelige stoffer.

DANSK DESIGN
Høj kvalitet, godt håndværk og funktionelt design har været nøgleordene for vores tekstilprodukter siden 1987. Med tanke på, at alle skal sove godt og sundt, designer vi produkter med fokus på komfort, holdbarhed og innovation. Vores dyner er udviklet til det nordiske klima. Om den skal varme dig om vinteren eller køle dig om sommeren, så har vi et bredt udvalg af dyner til den gode nattesøvn året rundt, der appellerer til de flestes sovevaner. I vores øjne handler det om at lave produkter til sengen i stil og materialer, der kan holde længe, og som er produceret med omtanke for mennesket og miljøet.